Skelnetab
af Ture Andersen, overlæge på Odense Universitetshospitals audiologiske afdeling
Årsagen til skelnetab skal findes i, at mennesket har to slags hårceller til at høre med - de indre og de ydre hårceller. Langt de fleste høretab skyldes udelukkende skader på de ydre hårceller (i alt ca. 13.000). Hvis disse går tabt, får man et såkaldt ’fladt’ høretab med en hørekurve, der ligger nede på omkring 65 dB HL. Man mister desuden evnen til at kunne adskille små toneforskelle.
De ydre hårceller fungerer som en slags forforstærker, og de er desuden afgørende for, at normalthørende har deres formidable evne til at kunne høre forskel på tonehøjden. Men de ydre hårceller deltager ikke direkte i generering af nervesignaler i hørenerven.
Det er straks mere vanskeligt, hvis de indre hårceller går i stykker. Det er fra de indre hårceller, at nervebanerne i hørenerven sender signal ind til hjernen. Det betyder, at hvis de indre hårceller går i stykker, er det selve "mikrofonen" i øret, der destrueres - og der vil kun blive sendt meget sparsomme nervesignaler af sted i hørenerven.
Det er her, det store skelnetab opstår. Hjernen modtager nok lidt nervesignaler nede fra øret, men dette signal er af så dårlig kvalitet, at hørecenteret i hjernen ikke har mulighed for at dechifrere signalet ned i små detaljer.
Det er netop ved store skelnetab, at CI (Cochlear Implant) kan være en god løsning. Med CI går man udenom de indre hårceller og stimulerer nervebanerne direkte via elektriske impulser.
Det store spørgsmål er ofte, hvornår et menneskes skelneevne er så dårlig, at det er rimeligt at begynde at overveje et CI. Det er naturligvis en "gråzone" uden en skarp grænse. Hvis man stadig forstår godt ved direkte almindelig (dvs. let sjusket) tiltale i rolige omgivelser, kan det ofte fungere udmærket at fortsætte med HA. Men igen, der er ikke nogen præcis grænse - og ikke to mennesker er ens. Hvis høretærsklen ligger nede på 95 til 100 dB eller dårligere, vil de fleste få en bedre taleforståelse med CI. Omvendt er der dog også eksempler på gode resultater, selv om høretærsklen blot var nede på 80 til 85.