Hvad er lyd
Al lyd har sit udgangspunkt i en bevægelse. Det kan være et blad, der bevæges af vinden; en stol, der trækkes over gulvet; glas, der mødes i en skål, eller en tangents anslag på en klaverstreng. Herved skubbes der til luftens molekyler - en bevægelse, der som ’ringe i vandet’ forplanter sig i bølger, også kaldet svingninger.
Svingninger med kort bølgelængde frembringer lyse/høje toner (diskant), mens svingninger med lang bølgelængde skaber mørke/dybe toner (bas). Man taler således om lydens frekvens, og denne måles i hertz (Hz), som er lig med antal svingninger (bølger) pr. sekund.
Lydbølgerne kan være kraftige eller svage og kan være med lang eller kort bølgelængde. En voldsom bevægelse fremkalder et stort lydtryk (en kraftig lyd), mens en lille bevægelse fremkalder et svagt lydtryk (en svag lyd).
Lydstyrke måles i decibel (dB). En fagmand vil straks spørge »dB- hvad?«, fordi lydstyrke kan måles på forskellig måde og med forskellige betegnelser (bl.a. dB HL, dB SPL, dB A). Når man i Danmark har en arbejdsmiljøpolitik, der kræver høreværn ved et lydniveauet over 85 dB (A), er der tale om en måling, der tager hensyn til, at mennesket ikke hører lige godt ved alle frekvenser.

Når det gælder lydens svingninger, kan det menneskelige øre opfatte fra ca. 20 Hz op til 20.000 Hz, også kaldet 20 kilo hertz (K). Almindelig tale bevæger sig hovedsageligt i området fra 100 til 4-6000 Hz, mens f.eks. musik berører et væsentligt større frekvensområde.
Hvordan de enkelte frekvensområder benævnes, er dog meget afhængigt af hvilket fagområde, der opereres i. I daglig tale bruges ofte ord som bas (60-200Hz), mellemtone (200 Hz-3 K) og diskant (4 K og opefter), da det er disse frekvensbånd, der ofte kan justeres på et stereoanlæg. I hi-fi-
verdenen anvendes også betegnelsen højfrekvent (8 K og opefter).
Når det gælder høreapparater, som overvejende er baseret på at afhjælpe tale og kommunikation, taler man derimod i grove træk om et lavfrekvent område (500 Hz og nedefter), mellemtone (op til 2 K) og et højfrekvent område (2-8 K). I daglig tale bruges dog også her ofte de gængse betegnelser: bas, mellemtone og diskant.

Lydens karakter
Kammertonen A svinger med 440 Hz. Men når kammertonen klinger på et instrument, er det ikke kun denne grundfrekvens, der høres. Også instrumentets materiale sættes i svingninger og skaber over- og undertoner, der giver tonen det, man kunne kalde karakter eller farve. Over- og undertoner er bl.a. det, der gør, at vi kan høre forskel på f.eks. et klaver og en violin.
På samme måde er hele det lydunivers, vi omgiver os med, fyldt med lyde, der befinder sig i meget store dele af frekvensspektret, dvs. bevæger sig i forskellige toneområder. Som med kammertonen har mange af dagligdagens lyde en grundfrekvens, der - suppleret med over- og undertoner i andre frekvenser - gør, at vi kan kende forskel på f.eks. fodtrin, stemmer, biler, fugle osv., også selvom grundfrekvensen overordnet skulle være den samme.

Gælder det tale, er det vokalerne (a, e, i, o osv.), der angiver grundfrekvensen (stemmelejet). Herrestemmer ligger som regel i et dybere toneleje (grundfrekvens 100-300 Hz), mens kvindestemmer ligger i et lidt højere toneleje (250-600 Hz) - og barnestemmer i et endnu højere leje (450-800 Hz).
Når dette er sagt, består tale dog af et langt større frekvensspekter, idet hver af konsonanterne (t, s, k, p osv.) bevæger sig i forskellige dele af diskanten (2-6 K). Tilmed har det betydning, hvor tydeligt der artikuleres, og i hvilket omfang de enkelte konsonanter er sløret af f.eks. tendens til læspen eller lignende.
Herudover er en stemmes karakter - ligesom et musikinstrument - også betinget af ’instrumentets materiale’, dvs. stemmebåndenes længde og bredde, mundhulens størrelse, tungens stilling og meget andet. Tilsammen bestemmer alle disse faktorer, hvilke frekvenser der bliver sat i svingning - og dermed de over- og undertoner, der gør det muligt for os at genkende en stemme.
Det er også grunden til, at f.eks. en forkølelse eller en bihulebetændelse ændrer på stemmen. Det er klart, at hvis stemmebåndene er hævede, kan de ikke bevæge sig og svinge, som de plejer. Og hvis næse-, pande- og bihuler er fyldt med slim, er der mindre hulrum med luft, der kan sættes i svingning, når vi taler.

Hørekurven
Når der foretages en høreprøve, måles den såkaldte høretærskel (HTL), som er betegnelsen for den svageste lyd, en person kan høre. Befinder høretærsklen sig mellem 0 og 20 dB HL, vil hørekurven falde inden for det normale. Befinder høretabet (høretærsklen) sig i den øverste tredjedel af audiogrammet, kaldes det et let høretab. Befinder det sig i den midterste tredjedel, kaldes det middelsvært, og i den nederste tredjedel kaldes det et svært, kraftigt eller stort høretab. Ved et høretab vil høretærsklen for de enkelte frekvensområder dog ofte være forskellig, dvs. hørenedsættelsen kan være større i diskantområdet end i basområdet.

I daglig tale er der mange høreapparatbrugere, der benytter en procentbetegnelse, dvs. hvis hørekurven overvejende befinder sig i området omkring 50 dB HL, benævnes det som et høretab på 50%. Men ofte, især ved et aldersbetinget høretab, vil den manglende hørelse overvejende befinde sig i diskantområdet. Ved andre former for høretab vil man f.eks. se en såkaldt bassin-kurve, dvs. et høretab, som overvejende ligger i mellemtonen, mens bas og diskant ligger tæt på normalhørelsen. I disse tilfælde er en procentangivelse relativt misvisende.
Nedsat hørelse påvirker som regel også ørets og dermed hjernens evne til at dechifrere et lydbillede. Samtidig vil det såkaldte dynamikområde - det styrkeområde, som øret synes er behageligt at lytte til - ofte være forringet.
Som nævnt tidligere, er ikke to menneskers høretab ens, og dermed heller ikke muligheden for at afhjælpe høretabet. Er f.eks. de sanseceller, der varetager diskantområdet, gået til grunde, kan området heller ikke forstærkes, og i så tilfælde kan det - trods et effektivt høreapparat - være svært at opfatte tale, fordi konsonanterne ikke kommer med.