Inspiration og netværk

Introduktion

Inspiration er en vigtig ingrediens, hvis der skal handles og forandres.

Inspiration kan komme fra de særeste kanter: En god bog, et radioprogram, en melodistrofe, en livgivende samtale, overraskelser, et tilfældigt møde med en gammel ven, et billede i et blad, en tv-udsendelse, en gåtur i det grønne – ja, hvad der lige netop inspirerer dig, ved du sikkert bedst selv.

Alligevel kan vi alle ’løbe tør’. Eller føle os alene - ikke mindst, når det handler om høreproblematikken. Hvem kender ikke følelsen af, at noget må der altså ske, men hvor skal man begynde? Hvordan kommer jeg videre? Hvad har jeg lyst til? Hvor skal jeg gå hen?

Under de følgende emner har vi samlet noget af dét, som vi erfaringsmæssigt ved, at mange har glæde af - både dig, der er i processen med at finde det gode liv på trods af et høreproblem og dig, der er tæt på et menneske, som bøvler med ørerne.  

Vi har samlet en god håndfuld litteratur, film, rejsetilbud og ikke mindst tilbud om fællesskab og netværk, hvor du kan møde ligestillede, blive inspireret og forhåbentlig også blive en lille smule klogere.

Vi har selvfølgelig koncentreret os om tilbud, der på den ene eller den anden måde handler om hørelse. Men som nævnt indledningsvis kan det jo være meget andet, der inspirerer - f.eks. alt, hvad der i øvrigt handler om at være menneske: Filosofi, selvudvikling, morskab, fysiske udfordringer - ja, fortsæt selv listen!

Denne side er en del af www.vejenrundt.dk