At gøre noget ved det

Familie og venner

Lad os indlede med at sige det kort: Åbenhed er og bliver vejen frem.
Et høreproblem rammer som regel kommunikation og socialt samvær, og hvis ikke dine venner og din familie er ordentligt informeret, har de heller ikke mulighed for at støtte dig på en ligeværdig og fornuftig måde.

Uanset om du er nybegynder, har nedsat hørelse eller tinnitus, så vær dig dernæst bevidst, at dine omgivelser ikke kan mærke, hvad det egentlig afstedkommer for dig - og at de ikke nødvendigvis kan forstå, at det koster dig kræfter på den ene eller den anden måde. De kan lytte, vise medfølelse og støtte dig - men aldrig kunne føle og mærke, hvad det reelt betyder for dig.
De har måske masser af gode råd om det ene og det andet - men det er slet ikke sikkert, det er noget, du kan bruge lige nu. Vær dog også opmærksom på, at de måske har mere overskud til at se det hele ovenfra, dvs. lyt til deres råd, men øv dig i at sige til og fra - og fortæl, hvorfor du nu gør det ene eller det andet.

Vær dig desuden bevidst, at også dine omgivelser skal lære nyt - at også dine nærmeste er udsat for forandringer, skal forholde sig til f.eks. at kommunikere på en anden måde og udvise andre hensyn, end de plejer.

Det kan være, du mener, at dit høreproblem ikke kommer andre ved. Måske står du tilmed midt i erkendelsesprocessen og synes ikke selv, du har problemer i det daglige. Men mon ikke dine nærmeste alligevel ved det? Ja, måske er det oven i købet dem, der har gjort dig opmærksom på problemet og har presset på, for at du skal gøre noget ved det. Dine venner har formodentlig også lagt mærke til det og snakker måske allerede sammen om, hvad de kan gøre eller hvordan de bedst kan støtte dig.

At være åben og tage beslutning om ’at gøre noget ved det’ er en stor beslutning - men den skal helst være din egen. Det er ikke det bedste udgangspunkt, hvis du f.eks. kun siger ja til en høreapparatbehandling, fordi din ægtefælle, familie eller dine venner har tvunget dig til det.

Det kan være en god ide at udvælge sig et familiemedlem eller en ven, hvor der er gensidig god kontakt og tillid, og som kan være din ’forbundsfælle’. Er vedkommende frisk på ideen, kan han eller hun være en stor hjælp i startfasen til både lægebesøg og undersøgelser - eller blot som den, du kan gå til, når du har brug for at snakke tingene igennem.

I alle tilfælde: Uanset høreproblemets art vil vi anbefale dig at læse mere om de psykologiske aspekter af et høreproblem her på sitet i hovedfeltet ”Forandring”. Her vil du finde forskellige links med mulighed for at læse mere om høretaktik, forandringsprocesser, rådgivning og meget andet.
Kan du over i købet få familie og venner til at læse med, har I rigtig gode muligheder for at få snakket om alt det, der ofte er svært at sætte ord på.

Denne side er en del af www.vejenrundt.dk