At leve godt med det, der er

Udfordringer og begrænsninger

Med eller uden høreproblemer vil livet altid være fyldt med udfordringer og begrænsninger - og grænser, der skal krydses, udforskes og overvindes. Livet skal leves med alt, hvad det nu indebærer for hver af os.
Man kan forundres over blinde malere, døve musikere, og sportsstjerner uden ben. Alt synes muligt, hvis vi vil - næsten da. Men hvor langt vil vi gå? Hvor meget vil vi kæmpe i modvind? Hvor går grænsen?

For den, der opgiver sit arbejde pga. et høreproblem, går grænsen lige dér. For andre kan forhindringerne være en udfordring, der skal afprøves.
For mennesker med et lettere høretab - eller en tinnitus, der er gledet i baggrunden - er kontroverserne forhåbentlig en saga blot og fylder ikke mere i dagligdagen. For andre dukker sorgen over det tabte op med jævne mellemrum.

Joh, ind imellem er det bare besværligt og langsommeligt, når hørelsen svigter. Og der er begrænsninger - situationer, hvor samtale bare ikke kan lade sig gøre, erhverv eller gøremål, der må opgives. Sådan er det også med meget andet her i livet.
  
Udfordringen ligger i at finde accepten. At tage ansvaret for, at høreproblemet ikke føles besværligt, hverken for os selv eller omgivelserne. At være opmærksom på, at livet ikke forsvinder ind i handicappet, så man bliver offer for sin skæbne. At slutte fred med det, der var og tage udgangspunkt i det, der er.

”Tabet kommer man aldrig over - men man kan lære at leve med det”.

Sådan siger mange, der har været udsat for dødsfald eller ulykker. Biblioteker, boghandlere og streamingskanaler verden over er fyldt med historier om mennesker, der går gennem sorg, overvinder kriser og krydser grænser. På trods af over 100 millioner mennesker med høreproblemer er det forbavsende få, der handler om høreproblematikken.
Der dukke heldigvis nye titler op nu og da, og i filmverdenen er der flere gode titler om døve og hørehæmmede. Tjek vores litteraturliste

Har du ikke set ”Kærlighed uden ord” fra 1986 med William Hurt og Marlee Matlin, kan den lejes på Blockbuster. Og er du gået glip af det ustyrligt morsomme afsnit af ”Halløj på Badehotellet”, hvor John Cleese får en moden, hørehæmmet dame på besøg, kan hele den legendariske tv-serie ses eller købes på nettet.
Den meget roste film "Sound of metal" fra 2019, kan streames på Viaplay og Blockbuster.
Filmen 'CODA' (2021) er en genindspilning af den franske film 'Familien Bélier' fra 2014. I den nye version er tre af hovedpersonerne døve i virkeligheden, og den unge teenager Ruby er den eneste hørende i familien.


Denne side er en del af www.vejenrundt.dk