At finde nye veje

Psykologi og terapi

Måske står du i en situation, hvor du pga. dit høreproblem føler dig sat ud af spillet, hvor tristheden har fået overtaget eller hvor energien er helt i bund. Så er det måske på tide, du søger professionel hjælp.

Mange kan fortælle, at de har haft stor glæde af psykologisk hjælp, coaching eller anden form for behandling i forbindelse med høretab, tinnitus eller Ménière. Det behøver ikke have været, fordi de har stået ’helt ude på kanten’, men simpelthen fordi det kan være en metode til at finde nye veje, handle aktivt og blive klogere på sig selv.

For nogle har det overvejende været høreproblemet, der drillede - men ofte er der også andre problematikker på spil. Det kan være krise i ægteskabet, dødsfald i familien, problemer med teenagebørn, fyringer på egen eller ægtefællens arbejde - eller hvad det nu måtte være. Her kan det være givtigt at få professionel hjælp til at skille tingene ad.

På kommunikationscentrene rundt om i landet kan du til enhver tid henvende dig og få en samtale med en hørepædagog, som kan oplyse dig om dine muligheder for at få psykologhjælp gennem det offentlige. Nogle kommunikationscentre har tilmed samarbejde med psykologer.
Find dit nærmeste center ved at klikke her

House of Hearing i København har i mange år arbejdet med høreproblematikken. Stedet har både åbent-hus-dage og telefonrådgivning. Klik her for at læse om stedet.

I bogen ”Hva’ så?” kan du læse en række gode råd til at arbejde med de psykologiske aspekter af et høretab. Klik her for at læse et udpluk.

Selvom der er op imod 800.000 danskere, der har høreproblemer af en eller anden art, føler mange sig - især yngre mennesker - meget alene med problemet. Det kan være en stor hjælp at møde ligestillede, ikke mindst at udveksle erfaringer. I Høreforeningen kan du bl.a. komme med i et netværk, klik her for at læse mere.

Denne side er en del af www.vejenrundt.dk