At finde nye veje

Introduktion

Det kan måske lyde drastisk, at høreproblemer kan resultere i, at der skal findes nye veje i det daglige. Men omvendt vil de fleste mennesker med høreproblemer - og ikke mindst omgivelserne - sikkert skrive under på, at høreproblemer afstedkommer forandringer og udfordringer, der kræver ekstra indsats og skærpet opmærksomhed.

Først og fremmest mærker de fleste forandringer i kommunikationsvilkårene - mærker, hvordan småsnak, socialt samvær, samtaler omkring middagsbordet osv. kan være belastende og trættende for begge parter, især hvis der er støj og uro i lokalet. Eller mærker, hvordan kommunikationen på arbejdspladsen kan ende i det rene forhindringsløb, hvis der er ringende telefoner, snak eller støjende maskiner i nærheden.

Det er vigtigt at huske, at selvom høreapparater er en stor hjælp, giver de ikke normal hørelse. For dig, der har høreproblemer, er det desuden vigtigt at huske, at jo mere du er åben om dit høreproblem, des mindre energi skal du bruge på at skjule, at du hører dårligt.

Mange føler det uvant og måske ligefrem grænseoverskridende at skulle bede folk om f.eks. at tale tydeligere eller på en anden måde. Eller at afbryde en samtale, fordi man har tabt tråden eller er for lyttetræt til at fortsætte snakken.

En god start kan være, at du én gang for alle vedtager, at også du har ret til at høre og forstå, hvad der tales om, ikke mindst når der tales til og med dig. Vedtager med dig selv, at det er i orden at sige til og fra. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort - og måske har du behov for at kigge lidt nærmere på det psykologiske, på selvværdet og selvopfattelsen.

Men hvor skal man begynde og ende?

Klik ind under de følgende emner og læs mere om høretaktik og psykologiske aspekter.

Denne side er en del af www.vejenrundt.dk