De mange følelser

Sæt ord på følelserne
Som beskrevet i introduktionen er dét at få et høreproblem et tab, et såkaldt uklart tab. Uklart, fordi det er usynligt, og dernæst fordi de færreste tænker på høreproblemer som et tab, der kan sætte gang i følelsesudladninger af den ene eller den anden art.

Da kommunikation jo er noget, der foregår mellem mennesker, er det eneste fornuftige selvfølgelig at være åben, orientere sine omgivelser, sige ja tak til høreapparater osv. Men mange gør det modsatte - og bruger dermed en af de mest nærliggende forsvarsmekanismer, vi mennesker har:
At ’lade som om’, så vi kan fastholde det, der var. At fornægte, vende ryggen til, klare jobbet, holde os i gang, alt imens vi forsvarer os med »jeg er jo nødt til…«.

På den måde forstærker vi i første omgang de bånd, vi havde til det, vi har mistet - og bruger i stedet al vores energi på at undertrykke de mange følelser i forbindelse med tabet. Dermed forsinker vi det nødvendige forandringsarbejde, som ligger i at adskille os fra det, der var.
…

I bogen »Den nødvendige smerte« (Davidsen-Nielsen & Leick) skriver forfatterne bl.a., at »det normale sorgforløb består af en frigørelse fra fortiden ved at erkende tabets betydning i alle dets nuancer - og en genetablering i nutiden med en ny hverdag som både indeholder det, der er tilbage, og nogle af de nødvendige ændringer.«

Ordene er som skrevet direkte til alle med høreproblemer:
At finde en hverdag med den hørelse, der er tilbage, sammen med de nødvendige ændringer.
Den store opgave er derfor at forandre de betingelser, vi før har haft for kommunikation. Dvs. i stedet for at have fokus på det tabte - at bruge al vores energi på alt det, vi ikke mere kan høre - skal vi øve os i at fokusere på det, vi kan, og finde vejen frem ud fra de nye forudsætninger.

De modstridende følelser
Det er jo nemt nok at sige, at vi bare skal fokusere på en anden måde. I praksis er det ikke helt så nemt, fordi følelserne ofte spænder ben eller 'forstyrrer' vores fokuseren. Det kan f.eks. være:

Skam, flovhed - når man misforstår, føler sig upassende eller besværlig - en pinagtig følelse af at ’være forkert’, både i vores egen og i andres opfattelse.

Skyld - hvis vi f.eks. svarer i øst, når der bliver spurgt i vest - eller bliver ufrivilligt til grin, fordi en misforståelse bliver komisk.

Ur-angst - den navnløse, eksistentielle angst. Magtesløshed, ”hvordan skal det dog gå”. Kan give uro, hjertebanken, tankemylder samt fysisk og psykisk ubehag.

Vrede -  »Hvorfor lige mig… hvad har jeg gjort forkert…« osv.

Lettelse - lettelse over at finde ud af, at der var en grund til misforståelser og koks i kommunikationen.

Frihed - for nogle en lykke, for andre en del af angsten. Frihed hænger nøje sammen med løsrivelse og adskillelse, hvilket i praksis kan føles som at få revet tæppet væk under sig.

At gennemleve sine følelser omkring tabet - eller måske rettere: at nå frem til at kunne rumme sorgen over det, vi har mistet - betyder i praksis, at vi må lade følelserne komme til udtryk. At kunne græde og rase ud er en meget væsentlig del af at sørge - og virker som regel forløsende. Problemet er, at vi lever i en tid, hvor det ikke er særlig attraktivt at vise stærke følelser.
Det føles skamfuldt og pinligt ikke at have styr på sig selv, og vi har lært, at voksne mennesker bare ikke græder umotiveret, i særdeleshed ikke offentligt. Vi er opdraget til at kontrollere os selv, til at have styr på tingene - og man går ikke bare ud og råber og skriger ad familien, vennerne og kollegerne.

For mange er det uvant at sætte ord på følelser og tanker. Men ofte er det en forudsætning for at komme videre i processen. Lykkes det f.eks. at få sat ord på angsten, bliver man mere bevidste om dét, man frygter - og angsten føles dermed mindre truende.

Denne side er en del af www.vejenrundt.dk