Hvad er problemet

Har du mistanke om nedsat hørelse?

Hånden på hjertet:
Føler du ofte, at alle andre mumler? Siger du ofte "hva'"? Føler du dig udmattet efter socialt samvær og føler, du har skullet bruge mange kræfter på at følge med?
Eller er det dine omgivelser, der brokker sig?

Det er i dag meget nemt at få taget en høretest. Kontakt den nærmeste ørelæge og få en tid - det kræver ikke henvisning fra egen læge. Du kan også gå til en af de mange private høreklinikker, hvor det som regel er gratis at få en høretest.

Måske viger du tilbage og har svært ved at komme afsted. Det er ikke lige nemt at forlige sig med tanken om skavanker - at tingene ikke mere er, som de plejer at være. Måske kender du oven i købet nogle i din omgangskreds, der bøvler med deres høreapparater - eller mindes din gamle farfar, der ikke kunne følge med i samtalen og forsvandt ind i sin egen verden.
Men uanset, hvad der måtte holder dig tilbage, vil uvished og bekymringer - især unødige - koste kræfter og tære på energien. Så hvorfor ikke få det afklaret først som sidst?

Ved at handle aktivt og forholde dig til din mistanke, tager du et vigtigt skridt på vejen til at erkende og acceptere dig selv som den, du er - med eller uden høreproblemer.

På Høreforeningens hjemmeside kan du læse mere om høretab her

Denne side er en del af www.vejenrundt.dk